top of page

VISION & VÆRDIER

”Vi vil hjælpe mennesker med at komme til tro på Jesus Kristus og til at blive helhjertede efterfølgere af Ham!”

VISION

"Vi vil være et inviterende, inkluderende og involverende fællesskab,
hvor Gud møder og forvandler os."

INVITERENDE FÆLLESSKAB:
Gud har lige fra begyndelsen været aktivt inviterende, inviterende til fællesskab med ham selv. Jesus kom til jorden for at opsøge mennesker og vise dem Guds kærlighed.
Denne kærlighed har vi også mødt og den har forvandlet os.
Derfor vil vi aktivt invitere andre til at møde Guds kærlighed og leve et liv i fællesskab med ham.
 
INKLUDERENDE FÆLLESSKAB:
Gud har, på trods af menneskets synd og fejl, inkluderet og accepteret os og sat os i fællesskab med ham selv.
Jesus holdt af og havde fællesskab med alle mennesker uanset etnicitet og social status.
Derfor er alle velkomne i vores fællesskab og vi værdsætter mangfoldigheden.
 
INVOLVERENDE FÆLLESSKAB:
Gud har involveret mennesker i sine planer.
Jesus kaldte og involverede sine disciple og bad dem fortsætte med at gøre hans værk her på jord.
Alle kristne har fået gaver givet, som kan være med til at styrke fællesskabet og troen.
Derfor involverer vi os og bruger de evner og gaver Gud har givet, med det formål at opbygge og fremme Guds Rige.
 
GUD MØDER OG FORVANDLER OS:
Den almægtige og kærlige Gud er kommet os i møde igennem Jesus. Vi ønsker at møde ham for at han må forvandle os.
Jesus mødte mennesker og de blev forvandlet. På samme måde ønsker vi, at han forvandler os. Igennem det inviterende, inkluderende og involverende fællesskab ønsker vi en vedvarende forvandling i vores liv, hvor hans herredømme bliver synligt, ved at vi kommer til at ligne ham mere og mere.

VÆRDIER

Vi tror på en almægtig og kærlig Gud, som sendte sin søn Jesus Kristus for at frelse os ved hans død og opstandelse.

Derfor kan vi i Helligånden bede til Gud, tjene Ham, og fortælle om vores tro på det evige liv.

 

UFRAVIGELIGE VÆRDIER

Vi er en tilbedende menighed

Den treenige Gud har givet sig til os, og vi giver os til Ham med hele vores liv. Det kalder vi tilbedelse og efterfølgelse.

Derfor er alt hvad vi gør som menighed rettet mod at lære Ham at kende, bede til Ham, ære Ham, ligne Ham og leve med Ham i vores hverdag.

 

Vi er en menighed, hvis grundlag er Guds ufejlbarlige ord

Bibelen lærer os om Ham og om hvordan vi skal leve.

Derfor, i vore prædikener og undervisning, forklarer vi betydningen af Bibelens ord.

 

Vi er en menighed, der giver evangeliet videre

Det gør vi på en måde, der er relevant for vores tid og kultur, så mennesker kan lære Jesus at kende.

Derfor oplærer vi alle i menigheden til at være efterfølgere af Jesus – hele livet. Det betyder også, at vi som menighed igennem ord og handling udbreder de gode nyheder om Jesus både lokalt og globalt.

 

VALGTE VÆRDIER

Vi er en menighed, som er for alle aldersgrupper – hele livet. Derfor viser vi gensidig respekt og kærlighed generationerne imellem.

Vi er en menighed, som er baseret på frivillige ressourcer. Derfor tjener og giver enhver af egen fri vilje.

Vi er en menighed, som er en del af Guds store familie. Derfor respekterer vi, samarbejder vi og har fællesskab med andre kristne.

HØJNÆSKIRKENS TROSGRUNDLAG

I Højnæskirken bekender vi os til den klassiske kristne trosbekendelse.

 

Vi tror på den treenige Gud – Fader, Søn og Helligånd.
 

Vi tror på at Gud Søn, som altid er og har været Gud, blev et fuldkomment menneske
i Jesus Kristus og virkede i denne verden ved sin livsførelse, lære og mirakler.

 

Vi tror på, at han døde på et kors, for at modtage Guds vredesdom for menneskehedens oprør, ondskab og ufuldkommenhed, således at Gud ved Jesu offer
fuldt ud kan tilgive os mennesker vores synd og skyld.

 

Vi tror på, at Jesus opstod fysisk fra de døde,

så at Gud igennem ham kan give os sit evige liv og genoprejse os til at ligne ham.

 

Vi tror på, at Gud tilbyder dette evige liv helt gratis til alle mennesker
alene på grund af sin ubeskrivelige barmhjertige nåde.

 

Vi tror på, at vi får adgang til Guds evige liv ved at vende os bort fra vor egenrådighed
og i stedet overgive vores liv til Jesus.  
I denne troshengivelse anerkender vi Jesus som vores skaber, frelser

og retmæssige konge og modtager personligt hans evige livsgave.
 

Vi tror på, at Guds Ånd fra det tidspunkt vi tager imod Jesus, vil begynde sit livsforvandlende virke i vores liv, og at han vil fuldende dette,

så vi kan leve sammen med den hellige Gud i al evighed.

 

Vi tror på, at det kun er Jesus, der kan give mennesker Guds evige liv

og at vi uden hans indgriben i vores liv vil vi være fortabt og adskilt fra Gud i al evighed

 

Vi tror på, at Gud har åbenbaret sig igennem naturen, igennem indgreb i verdenshistorien og igennem personlige oplevelser, men mest tydeligt og ufejlbarligt har han åbenbaret sig igennem Bibelens budskab. Ved Helligånden taler Gud aktivt ind i menneskers liv og skaber grundlaget for deres levende tro.
 

Vi tror på, at Helligånden vækker længslen i os til at følge Jesus og styrker os til at leve på en sådan måde, at det ærer Gud.
Derved bruger Gud også vores liv og ord til at drage andre mennesker til sig selv.

 

Vi tror på, at Gud aldrig har ønsket at noget menneske skulle gå fortabt,
og derfor valgte han at sende Jesus for at betale for hele menneskehedens syndeskyld.
Jesu omkostningsfulde offer i menneskehedens sted bliver dog kun aktuelt, hvis vi personligt tager imod Jesus, som vores helt egen Herre og Frelser,
for kun på denne måde kan vi blive et Guds barn.

 

Vi tror på, at det er Højnæskirkens Mission sammen med andre kristne alle vegne, at udbrede disse vigtige gode nyheder fra Gud - både i vores nærområde og over hele jorden.

bottom of page